Gotlands Russ

Kongsgaards Russ-hopper ved fjorden, en blæsende sommerdag 2009

Slut med avl af Gotlands Russ

Efter at have avlet gotlandsruss i over 10 år og gennem en længere periode været medlem af bestyrelsen for avlsforeningen, har vi nu besluttet at stoppe med avl af disse skønne ponyer.

Hovedbegrundelsen er, at det ikke længere er muligt at få rødt hestepas på russerne grundet en træls EU-regel om, at der skal være et bestemt antal hingste af en given race i landet, for at racen kan blive EU-godkendt i det pågældende land.
Dette betyder, at vi nu enten skal få kåret vores russer i Sverige - eller må acceptere at vi fremover avler russer med lysegrønt pas.
Ingen af delene har vi lyst til 😥

En anden grund til, at vi indstiller avlen er, at der gennem længere tid var en rigtig dårlig stemning i foreningen, hvor enkelte medlemmer nærmest saboterede bestyrelsens arbejde via sider på de sociale medier 😠
Livet er for kort til at være en del af dét - så vi har nu valgt endegyldigt at stoppe avlen af russer.

Vi nyder de sidste eksemplarer af racen, som vi har gående på markerne her (2 af dem er topkårede hopper, som jeg da gerne havde set flere føl fra) - og ikke mindst nyder vi at følge et af vores afkom Kongsgaards Anja, som klarer sig rigtig flot som travpony på JPVB i Århus. Anja har en helt fantastisk kusk - og soulmate, Nikoline 😀🙃

Om gotlandsrusset

Den svenske gotlandsruss regnes for den ældste af de skandinaviske racer og er en af verdens ældste hesteracer.
Racen levede oprindeligt i halvvild tilstand på Gotland, man regner med, at den nedstammer fra tarpanen.

Ordet Russ betyder hest på gotlandsk. Gotlandsrusset kaldes på Gotland også Skogsruss eller Skogsbagge, som betyder "et firebenet dyr fra skoven".

En Gotlands Russ er en stærk og hårdfør lille hest, som er anvendelig i alle former for ridning og kørsel. Den klarer sig fantastisk godt i ponytravløb og har gode evner som kørepony generelt. Gotlands Russ har en imponerende springevne - den springer let sin egen højde.